Mikkeloghans Closeup

Oplev Electric Nights Live

Vi samler op på alle de gode spørgsmål, der kom forud for vores Electric Nights Live. Se eller gense vores live her og bliv klogere på elbilsmarkedet.

Mette Munk Nielsen
·

Fik du ikke set med, da vi lavede Electric Nights Live 19. december, så opsummerer vi her, hvad vi snakkede om, besvarer alle de gode spørgsmål, der kom inden udsendelse, og så kan du selvfølgelig også se aftenens program. Så vil du være klogere på elbilsmarkedet lige nu, er det her, du skal læse med.

I Bilernes Hus har vi i løbet af efteråret holdt Electric Nights, og tirsdag 19. december rykkede vi over til en live-udsendelse, hvor Bilguidens vært Hans Sandal sammen med marketingchef Mikkel Thorn Jensen tog det aktuelle elbilsmarked under kærlig behandling.

Her snakkede de blandt andet om fordele og ulemper ved elbiler, rækkevidde i de kolde vintermåneder, ladeløsninger og nyheder i 2024. Man kunne på forhånd tilmelde sig live-udsendelsen og stille spørgsmål. Nogle spørgsmål nåede de at besvare undervejs, og resten har vi svaret på her på siden.

De fik også prøvekørt fire populære elbiler lige nu: Tesla Model Y, Skoda Enyaq, Volvo XC40 og Ford Mustang Mach-E, og hvis du ikke så med på aftenen, kan du glæde dig til at se deres indtryk af de fire biler. Der bliver også sammenlignet bagagerum, så hvis du overvejer en af de fire elbiler, er der her gode muligheder for at sammenligne dem.

Her kan du se eller gense hele vores Electric Nights Live. 

Spørgsmål fra vores seere

Hvornår kan en elbil køre langt med campingvogn?

Når der kommer en campingvogn på elbilen, halveres rækkevidden. Det viste vi i en test i foråret, hvor vi havde en campingvogn efter en Volvo XC40 - se testen her. Selvom der bliver lavet lettere og mere aerodynamiske campingvogne, er det stadig cirka det, man skal regne med.

Derfor skal vi se elbiler, der har en opgivet rækkevidde på 600 km, før man vil opleve, at man kan køre tilstrækkeligt langt mellem hvert ladestop, når man for eksempel kører til Italien på sommerferie. Det vil give omkring 300 km mellem ladestop, og dermed kan man holde pause efter et par timer eller tre.

Den nyeste udgave af Volvo XC40 har en opgivet rækkevidde op til 571 km og kan trække op til 1500 kg. Det kunne være et bud lige nu og her i vores nybilssortiment. Kan du nøjes med at kunne trække op til 1200 kg, så er Volkswagen ID.7 også et godt bud.

Ellers må man nok se et år eller to frem, hvor der begynder at komme biler med rækkevidde op til 600 km.

Hvornår lander den nye Ford Explorer?

Det er et godt spørgsmål! Det seneste, vi har fået at vide fra Ford, er, at den kommer i foråret/sommeren 2024, og så kan blive leveret til kunder i sensommeren/efteråret.

Vi forventer, at alle detaljer om pris og rækkevidde om Ford Explorer kommer i starten af 2024.

Kræver det abonnement for at kunne lade på offentlige ladestandere?

Nej, det gør det ikke. Men det kræver flere steder, at man opretter en profil i en app, så man kan tilgå ladestanderen.

Lader du meget ude, kan man overveje et Clever abonnement, hvor du betaler 799 kr. pr. måned (+evt. energitillæg), hvor du kan lade, alt du vil.

Benytter du tankstationens ladestander som for eksempel hos Shell eller Circle K, så kan du bare betale med dit betalingskort.

Hvilken elbil må trække mest på anhængertrækket?

Kia EV9 må trække helt op til 2500 kg, og det er toppen. I det leje ligger også den kommende Volvo EX90. Tesla Model X må trække op til 2300 kg.

Hvordan bestiller man en Volvo EX30?

Du kan bestille en Volvo EX30 i et af vores Volvo-bilhuse. Her rådgiver vi dig også gerne om, hvilken model der kunne passe til dig.

Find dit nærmeste Volvo-bilhus her.

Hvad er leveringstiden på Volvo EX30?

Der er en leveringstid på 4-6 måneder for Volvo EX30. Du kan dog være heldig, at der er biler på vej hjem, hvor en kunde er sprunget fra, eller som er bestilt ekstra.

Kontakt os gerne for konkret leveringstid, hvis du bestiller i dag.

Hvornår stiger afgifterne på elbiler?

Der kommer en mindre afgiftsstigning 1. januar 2024, som gælder for elbiler, der koster mere end 450.000 kr.

Her stiger afgiften med et fast beløb, nemlig 7.593 kr.

Falder elbiler mere i pris i 2024?

Det er svært at sige. Produktionskapaciteten af elbiler stiger løbende, og hvis ikke efterspørgslen følger med, er det ikke utænkeligt, at der vil komme flere attraktive tilbud på elbiler.

Når det er sagt, så er der intet som tyder på, at efterspørgslen (især i Danmark) vil falde. Tvært imod. Samtidig har Tyskland netop valgt at fjerne den kontante rabat, som de gav til elbils købere efter 12 mdr. Det betyder også at de såkaldte importbiler fra Tyskland vil stige i pris fremadrettet.

I Danmark stiger afgiften på elbiler over 450.000 kr. også med ca. 8.000 kr. i 2024.

Er alle ladestik ens?

Nej, alle ladestik er ikke ens, fordi de skal løse forskelligt behov.

Grundlæggende er to typer af ladestik: Et til hjemmeladning og et til hurtig- og lynladning. Og de ladestik er ens på tværs af mærker.

Ladestikket til hjemmeladning kaldes et Type 2-ladestik, og det er en europæisk standard.

Ladestikket til hurtig- og lynladning kaldes et CCS-stik, og det er også en europæisk standard. Det er altid fastmonteret på ladestanderen.

Du kan læse mere om elbilens ladekabler her.

Hvilken elbil vil I anbefale til ca. 400.000 kr.?

Der er virkelig mange elbiler at vælge mellem, hvis dit budget er 400.000 kr. Derfor er det vigtigste, om bilen opfylder dit behov for:

  • Plads
  • Rækkevidde
  • Udstyr

Plads er et virkelig vigtigt parameter. Har du brug for at have tre børn på bagsædet eller er det kun dig, der skal bruge bilen? Har du en pladskrævende hobby, der kræver et stort bagagerum eller skal du kun have plads til indkøbsposerne? Og er du for eksempel til en SUV, skal du også have det med i overvejelserne.

Rækkevidde er selvfølgelig væsentlig, og her skal du se på dit daglige behov, for du skal nok klare dig på længere ture. Pendler du meget, vil det være rart med en lang rækkevidde. Kører du primært kortere ture, kan du nøjes med lidt mindre. Er det den primære bil, som også skal bruges på langture, vil anbefalingen være en rækkevidde over 400 km.

Udstyr spiller en rolle i forhold til, om der er noget, du ikke kan leve uden i bilen, og som måske får prisen til at stige. Generelt er elbiler veludstyret og har ret meget teknologi og sikkerhedssystemer. Og du får altid et trinløst automatgear.

Når alle disse ting er taget i betragtning, så lander rigtig mange danskere på en Tesla Model Y, som kan fås til 400.000 kr. Men der er også mange andre gode bud som Volkswagen ID.4, Skoda Enyaq og Volvo XC40, som kan ses i videoen.

Er du til en mindre bil, så lad være med at sprænge budgettet og se nærmere på for eksempel VW ID.3, Renault Megane E-Tech Electric, Tesla Model 3 eller den kommende Volvo EX30.

Ladetab: Hvor mange kWh får man ind i bilen?

Når du oplader en elbil, vil der været et effekttab fra ladeboks til elbil. Når elbilen oplades med eksempelvis 11kW fra en privat ladeboks er det altså ikke den fulde effekt som omsættes til kWh og rækkevidde på elbilen. Der vil altid være et ladetab i form af varme, som går til spilde.

Det findes ikke en fast formel for at udregne ladetabet. Det afhænger af flere faktorer som for eksempel ladekablets tykkelse og længde fra både ladeboks til elbil og fra eltavle til ladeboks. Derudover har temperaturen og eventuel forvarmning af batteriet også betydning.

Ifølge en test fra FDM svinger ladetabet alt afhængig af både elbil og ladeeffekt samt tid. Lader du med andre ord langsomt og over mange timer med en nødoplader, er ladetabet højere end ved en lynlader.

Testen viser konkret, at en VW ID.3 taber ca. 14 procent på en 2,3 kW nødoplader, mens den taber ni procent på en 11 kW ladeboks og kun to procent på en lynlader.

Du kan også se vores Bilguide fortælle om oplevelsen af ladetab på en kør-selv-ferie fra Danmark til Holland.

Du finder videoen i dette link.

Jeg kan ikke oplade hjemme – hvad gør jeg?

Når du ikke kan få en ladeboks installeret på din bopæl, fordi du bor til leje, så er du nødt til at benytte de offentlige ladestandere. Her bør du skabe et overblik over, hvilke ladestandere som findes nærmest din bopæl og måske din arbejdsplads. Det er disse ladestandere, du vil komme til at benytte langt størstedelen af tiden. Har disse udbydere et abonnement, som det kan betale sig for dig at tilkøbe mod at få en billigere kWh-pris? Eller giver det med dit kørselsforbrug bedre mening at betale løbende per kWh?

Mange med lejebolig vælger Danmarks største ladeudbyder Clever, hvor du for 799 kr./md. får stort set ubegrænset opladning. Der kan være tale om perioder med et energitillæg, hvis strømmen er særligt dyr. Det kan du læse mere om på Clevers hjemmeside.

Hvis vi går ud fra en normal kWh-pris på 4 kr. ved en offentlig lynlader, svarer de 799 kr. til, at du vil kunne oplade 200 kWh uden abonnement på en måned. Så ligger dit forbrug over denne grænse, bør du overveje et Clever-abonnement.

Hvad er omkostningerne til drift og service ved en elbil?

Ligesom på en helt almindelig fossilbil er der en række faste omkostninger forbundet med at eje en elbil. Det drejer sig for eksempel om ejerafgift, forsikring og så selvfølgelig omkostninger til service og vedligehold. Især serviceomkostningerne er billigere ved en elbil, fordi der ikke findes nær så mange mekaniske sliddele. Samtidig slipper du for udgifter til olie- og tandremsskift.

De specifikke omkostninger afhænger af mærke og model. Generelt vurderer vi, at man sparer mellem 20-40 procent i serviceomkostninger på en elbil i forhold til en fossilbil.

LINK: Du kan læse meget mere om emnet og se et priseksempel i denne artikel. 

Hvorfor er forsikring dyrere på elbiler?

Forsikring af elbiler kan hos nogle selskaber være markant højere på elbiler. Udover alder, bopæl og anciennitet hænger prisen ofte sammen med motoreffekten på bilen. Og her bliver nogle elbiler ramt særligt hårdt, fordi de har mange hestekræfter. Især den populære Tesla Model Y Long Range med over 500 hk er særligt dyr at forsikre. Men ikke nødvendigvis lige meget hos alle selskaber.

Når du anskaffer dig en elbil, kan du derfor med fordel undersøge præmien hos forskellige selskaber, inden du vælger.

Hvor langt kører en elbil reelt i frostvejr?

Der er ingen tvivl om, at elbilers rækkevidde påvirkes af vejret. Især kolde temperaturer.

Ligesom med brændstofbiler er WLTP-tallet et udtryk for en laboratorieudregning under nogle givne forhold, som sjældent står helt mål med virkeligheden.

En elbils rækkevidde afhænger derfor især af hastighed, vind- og temperaturforhold. Kører du hurtigt på motorvej eller i regnvejr eller om vinteren, så vil rækkevidden være mærkbart lavere.

En god tommelfingerregel lyder, at du skal trække en procent fra rækkevidden for hver grad, temperaturen er under 20 grader.

Ifølge verdens mest omfattende rækkeviddetests foretaget af NAF (norske FDM), så opnår mange elbiler om sommeren faktisk deres opgivne rækkevidde ved blandet kørsel. Om vinteren med minus 5-10 grader er tallene imidlertid noget anderledes. Her klarer de bedste elbiler at køre 10-15 procent under det opgivne, mens mange ligger 20-30 procent under.

Hvad kan en elbil med 450 km rækkevidde køre i minus 5 grader?

Som nævnt i spørgsmålet ovenfor, så er en god tommelfingerregel at trække en procent fra den opgivne rækkevidde for hver grad, du går under 20 grader. Det betyder, at du ved minus fem grader bør trække minimum 25 procent fra elbilens opgivne rækkevidde.

Hvor langt kører en elbil reelt som sommeren?

Ifølge verdens mest omfattende rækkeviddetests foretaget af NAF (norske FDM), så opnår mange elbiler om sommeren faktisk deres opgivne rækkevidde ved blandet kørsel, og nogle overpræsterer endda i forhold til opgivelserne. Det forudsætter selvfølgelig, at man ikke kører over 80 km/t, og at vind og vejr er med dig.

Hvad er totalprisen på ’brændstof’ til en elbil?

Det er svært at svare på og kommer an på mange faktorer. Vil du have en generel rettesnor for at kunne udregne forskellen eller besparelsen mellem en elbil og fossilbil, så kan du gå ud fra, at en gennemsnitlig elbil kører 5 km på en kWh. Kører du i dag i en benzinbil, som kører 15 km/l, koster de 15 km dig altså omkring 13 kr.

I elbilen vil du altså skulle bruge 3 kWh for at tilbagelægge de samme 15 km. Tre kWh vil på en offentlig lynlader koste dig 8-12 kr. Oplader du  til gengæld derhjemme, og får du tilmed refusion for elafgiften kan du komme helt ned og betale 0,5-1,5 kr. per kWh. Altså i alt 1,5-4,5 kr. for 3 kWh, hvilket jo er markant billigere end at køre på benzin.

Hvad er økonomien i en elbil kontra fossilbil?

Det er svært at svare helt endegyldigt på, da det afhænger af den valgte bil og priserne på alt fra køb til service osv.

FDM har lavet en TCO-beregning på henholdsvis en elbil og benzinbil til 250.000 og 350.000 kr. TCO står for Total Cost of Ownership og medtager alt fra købspris til værditab, serviceomkostninger, ejerafgift, forsikring og brændstof/strøm.

Beregningerne viser, at det koster 6.000 kr. om måneden at eje en benzinbil til 250.000 kr., hvis du ejer den i fem år og kører 100.000 km. En sammenlignelig elbil koster 5.000 kr./md.

Vælger du en benzinbil til 350.000 kr. koster den 7.200 kr. om måneden at eje over fem år. Her kan du få en sammenlignelig elbil for 6.000 kr./md. FDM’s pointe er derfor, at du for de samme 6.000 kr. om måneden som benzinbilen til 250.000 kr. koster dig vil kunne eje en elbil, der koster 100.000 kr. mere.

LINK: Læs mere om udregningen i denne artikel.

Er det bedre at lease end at købe en elbil?

Lige nu er bilmarkedet i en hastig udvikling, hvor alle bilprocenterne er ved at sadle om til et primært elektrisk marked. Samtidig er der røre i andedammen for registreringsafgifter og salgspriser, hvor nogle mærker pludselig laver gevaldige prisnedsættelser og tilbud. Det påvirker salget og øger usikkerheden for en af bilejernes største udgifter – nemlig værditabet.

Vil du undgå risikoen for et større værditab eller er bekymret for udviklingen, så er leasing det rette valg. Generelt er privatleasing fortsat dyrere end at finansiere bilen selv. Men forskellen er det seneste år blevet mindre i takt med en øget konkurrence og flere skarpe leasingtilbud på nye biler.

Den store fordel ved leasing er sikkerheden i en fast månedlig ydelse. Du slipper altså for at bekymre dig om værditabet, da du blot afleverer bilen ved endt leasingperiode og kan skifte til en nyere model. Samtidig er leasing inklusiv en serviceaftale, der dækker alle serviceomkostninger (på nær dæk) til bilen. Du får altså ikke pludselige ekstraregninger eller bøvl med garantien.

Regner du med at beholde din nye bil i mindst fem år eller mere, så vil en normal finansiering af bilen normalt fortsat være den økonomisk billigste løsning. Især fordi mange banker også tilbyder billigere grønne billån specifikt til elbiler.

Værditab og udvikling: Er det usikkert at købe en elbil nu?

Som meget andet er det svært at spå om fremtiden – også om udviklingen for elbiler. Generelt er der sket rigtig meget alene de seneste år. Elbilerne er blevet mere effektive, batterierne er blevet større/lettere og elbilerne er i takt med en øget efterspørgsel generelt blevet billigere at producere og dermed at købe.

Den største udvikling fremadrettet for elbilerne forventes at blive introduktionen af nye og mere effektive batterityper, der vil øge både rækkevidde og ladehastighed. Der kommer dog til at gå nogle år, før de bliver tilgængelige for alle og til en pris, der står mål med den ekstra kapacitet.

I dag er de nyeste elbiler dog med helt fremme og kan både køre over 500 km på en opladning og lades op fra 10-80% på under en halv time. Selvfølgelig er en hurtigere ladetid altid kærkomment, men det er svært at forestille sig, at de nuværende elbiler ikke opfylder langt de flestes behov – også om 5-10 år.

Den store usikkerhed er omkring værditabet. Udviklingen og omstillingen til produktion af elbiler betyder, at det er svært at spå om, hvor markedet er om bare et år eller to. Her kan leasing være en mulighed, hvis du vil have mere ro i maven.

Kun du selv kan afgøre, om du tror, at udviklingen går så stærkt, at elbilerne i dag er forældede om bare fem år. Det er der intet, der tyder på. Og er nutidens rækkevidde rigeligt til dig, er der vel ingen grund til at vente?

Hvornår skal jeg udskifte min plug-in hybrid med en elbil?

Overvejer du at skifte din plug-in hybrid ud med en elbil, er det svært at udpege det mest velegnede tidspunkt at gøre det på. Er du ellers glad for din plug-in hybrid og ikke at være låst til at skulle ind og lade, giver det måske mest mening at fortsætte i den. Er du modsat blevet træt af, at der fortsat skal serviceres på en benzinmotor som også starter op, når batteriet er tomt eller du accelererer hårdt, så lyder det som om, at elbilen er det næste for dig.

Elbilerne er ved at overtage markedet for salg af nye biler, og i takt med den udvikling vil plug-in hybridbiler ligesom benzin- og dieselbiler de kommende år blive en mindre efterspurgt vare på det danske bilmarked. Elbilerne er de mest efterspurgte lige nu og vil med al sandsynlighed blot blive en større og større andel af salget fremadrettet. Når det er sagt, vil der fortsat være mange, hvor en brugt plug-in hybrid er et godt mellemtrin fra den rene brændstofbil og over til ren el.

Så tag et pristjek på din brugte plug-in hybrid og vurder, om det giver mening for dig at give den i bytte for en ny elbil.

Vær opmærksom på, at du vil spare yderligere penge på serviceomkostninger ved at købe en elbil, ligesom du vil spare penge ved at køre alle dine kilometer på ren el. Modsat skal du være indstillet på at tage ladepauserne, når det nødvendigt.

Hvad er fremtiden for plug-in hybrid?

Den populære Ford Kuga Plug-in hybrid er i 2023 fortsat den næstmest solgte bil herhjemme. Det vidner om, at der fortsat er mange, for hvem en plug-in hybrid giver rigtig god mening som den næste bil.

Der hersker efterhånden ingen tvivl om, at plug-in hybridbiler er et mellemtrin over i et marked domineret af rene elbiler. Når det er sagt, vil der fortsat være et marked for både rene benzinbiler og plug-in hybrider de næste mange år.

Så opfylder en plug-in hybrid dine behov, skal du ikke være bekymret for at købe en.

Hvilken ladeløsning skal jeg vælge til min elbil?

Det kommer udelukkende an på dit kørselsbehov og behov for at lade på offentlige ladestandere. Er dit kørselsbehov højt kan du med fordel kigge mod løsninger fra Clever.

Har du et mere moderat kørselsbehov kan et serviceabonnement hvor du opnår afgiftsrefusion være den rette løsning.

Heldigvis har vi lavet en ladeguide, som udreder de forskellige løsninger for dig.

LINK: Du kan se og læse vores ladeguide her.

Hvilken ladeløsning skal man vælge med solceller?

Har du solceller og vil føde din elbil med så meget grøn strøm fra dine solceller som muligt, så giver det sig selv, at du er nødt til at oplade elbilen om dagen, når solen skinner.

Mange lader dog elbilen om natten, hvor man alligevel er hjemme og sover, og hvor strømmen typisk er billigst. Du kan købe særlige ladebokse, der kan optimere opladningen af elbilen efter, hvornår dine solceller producerer mest strøm.

Du kan ikke tegne et refusionsabonnement til en elbil, hvis du har solceller eller elvarme, fordi du i forvejen ikke betaler elafgift på din egenproduktion af strøm.

Derfor er det pt. kun Clever som tilbyder en form for refusion i kombination med solceller, hvis du vel og mærker også har Clever som elselskab (Clever Power). Teknisk set er det ikke en refusion, idet Clever blot har valgt at tilbagebetale dig en tillægspris til spotprisen på de kWh, du oplader på din elbil. Det kan du læse mere om her.

Kan man montere en ladeboks i en lukket garage?

Hvis ellers ladeboksen er installeret efter forskrifterne, er der ingen lovmæssige begrænsninger i forhold til at installere en ladeboks i en lukket garage eller carport.

Er der større brandfare ved elbiler?

Det er desværre en misforstået opfattelse hos mange, at elbiler er i større risiko for at bryde i brand end andre typer biler. Tvært imod siger statistikken, at der er færre elbiler som bryder i brand end almindelige brændstofbiler.

LINK: Du kan læse meget om statistikken i denne artikel fra FDM. 

Tør vi have elbilen stående i en lukket garage?

Der er ingen lovmæssige begrænsninger i forhold til at have en ladeboks installeret i sin carport eller lukkede garage og samtidig lade elbilen her. Selvfølgelig udvikles der varme ved opladning, men der er intet statistisk belæg for, at der skulle være større brandfare ved denne løsning.

LINK: Du kan læse mere om den lave brandfare ved elbiler i denne artikel fra FDM. 

Kommer der V2G eller V2H i nye elbiler?

Ja - men langt fra alle. Det findes allerede i større elbiler som Kia EV9 og Volvo EX90, og det vil uden tvivl blive udbredt til mange flere elbiler de kommende år. Om det bliver en mulighed i de billigere modeller, er dog mere tvivlsomt. Det vil formentlig blive et tilvalg ligesom alt andet ekstraudstyr.

Udviklingen er stadig i sin spæde udvikling, og der er fortsat ikke løsninger til private husstande herhjemme, som kan snakke sammen med elbilerne. Volvo og flere andre bilmærker er dog i fuld gang med at udvikle deres egne tekniske løsninger til husstande, som man i fremtiden vil kunne tilkøbe sammen med bilen.

Er der flere reparationer på Tesla end andre elbiler?

Det er svært at konkludere. Der bliver lavet forskellige statistikker over de forskellige mærkers behov for reparationer. En af de nyere fra det Tyske TÜV (synsmyndighed) konkluderer, at der er flest synsfejl og mangler på en Tesla Model 3. Det kan du læse meget mere om her.

Det er dog kun et udtryk for registrerede fejl hos én synsmyndighed og ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der er markant flere reparationer på Tesla generelt.

Bliver der ved med at være strøm nok i elnettet?

Mange sætter spørgsmålstegn ved, om elnettet kan klare fremtidens mange elbiler. Lige nu kan elnettet godt følge med, men med den markante stigning af elbiler herhjemme, vil elnettet blive presset i fremtiden. Derfor investeres der både lige nu og i fremtiden massivt i en udbygning af elnettet over hele Danmark, så det er klar til en fremtid med masser af elbiler.

Så elnettet bliver ikke rustet til fremtiden fra den ene dag til den anden, men er i fuld gang med at blive udbygget til en fremtid med langt flere elbiler.

Skader det batteriet at oplade til 100 procent?

Ligesom med mobiltelefoner og alle mulige andre elektriske apparater, så har en elbil heller ikke godt af at blive ladt op til 100% hver dag. Batteriet har heller ikke godt af at blive fuld afladt. Derfor anbefaler mange bilmærker, at man i dagligdagen oplader sin elbil mellem 10-80 procent.

Nogle elbiler har dog en batteritype (LFP) som kræver jævnlig opladning til 100% for at kunne angive den rette kapacitet på batteriet. Her er der dog et batterisystem som sørger for, at batteriet oplades på den bedst egnede måde, ved for eksempel at afkøle eller opvarme batteriet under opladningen.

LINK: Du kan blive meget klogere på elbilers batterier og opladning i denne guide.

Hvor længe holder batteriet på en elbil?

Ifølge flere bilproducenter bør batterierne i elbiler kunne holde 15-20 år – altså hele bilens levetid. Generelt har vi dog stadig forholdsvis lille viden om holdbarheden på batterierne i elbiler. Dette skyldes, at der først de seneste år er kommet et større antal elbiler på vejene, og derfor et det statistiske grundlag for at undersøge batterilevetiden stadig sparsomt.

Den amerikanske virksomhed Recurrent har specialiseret sig i at lave batterirapporter og analyser af elbiler. Ifølge deres seneste analyse af elbiler helt tilbage fra den spæde begyndelse i 2010, så ser det dog ikke helt skidt ud for batterilevetiden.

Firmaet har analyseret 15.000 elbiler og konkluderer, at kun 1,5 procent af elbilerne har fået skiftet batteriet i løbet af deres foreløbige levetid.

LINK: Du kan læse meget mere og se en videoguide om elbiler og batterier her.

Kan man rustbeskytte en elbil?

En elbil er mindst lige så udsat for vind og vejr som en brændstofbil. Derfor kan du også med fordel rustbeskytte din elbil for at skåne den for det våde og fugtige danske klima.

Rustbeskyttelse af en elbil kræver dog en smule mere agtpågivenhed, da der er flere kabler og elektriske dele (batteri) som skal afdækkes ordentligt, inden bilen rustbeskyttes. Derfor skal du sikre dig, at dit rustbeskyttelsescenter benytter det korrekte sprøjteskema til netop din elbil. Heldigvis har de fleste store rustbeskyttelseskæder helt styr på den korrekte håndtering af elbiler.

Tesla Y

Tesla Model Y

- Danmarks mest solgte elbil

Den første bil, som Hans og Mikkel prøvekørte, var en Tesla Model Y. Den mest solgte elbil i Danmark med over 15.000 eksemplarer. 

Her snakker de om Teslas gode anmeldelser, fordele og ulemper ved Teslas design, og hvor meget bil du får for pengene. 

Er du interesseret i Tesla Model Y?

Alle vores brugte Model Y

Enyaq

Skoda Enyaq

- Mest solgte elbil i 2022

Skoda Enyaq er en salgssucces, og det blev den mest solgte elbil i 2022. 

Lækker skærm, masser af knapper og rummelig bil er nogle af de ord, som Hans og Mikkel sætter på bilen.

Er du interesseret i Skoda Enyaq?

Alle vores brugte Enyaq

Xc40

Volvo XC40

- SUV med masser af sikkerhed

XC40 er en populær SUV fra Volvo, og her får du Volvos velkendte sikkerhedssystemer kombineret med lækkert design, lyder det fra Hans og Mikkel under deres køretur. 

Med et skandinavisk look, soltag og stor instrumentering er der mange plusser på XC40.

Er du interesseret i Volvo XC40?

Alle vores brugte XC40

Mustang

Ford Mustang Mach-E

- Fords første rene elbil

Mustang Mach-E bygger på en legendarisk og ikonisk bil. The real american way, som Mikkel siger undervejs i køreturen.

En elegant bil med velfungerende infotainment og sporty design. Og så bliver den opvarmede forrude også fremhævet.

Er du interesseret i Ford Mustang Mach-E?

Alle vores brugte Mustang Mach-E

Nyere, brugte elbiler

Elbiler
DSC01610

FÅ endnu flere videoer

Følg med hos
Bilguiden på YouTube

- Gennemgang, guides og alt muligt andet om biler

Er du interesseret i flere videoer fra Bilguiden, så kan du abonnere på Bilguiden på YouTube. Her laver Hans Sandal løbende nye videoer med gennemgang af nye biler, guides og alt muligt andet bilrelateret. 

Det er også her, du får besked næste gang, vi laver en live. Du kan selvfølgelig også modtage vores nyhedsbrev, hvor vi også inviterer til næste live.

Bilguiden på YouTube

Se flere nyheder i vores Bilmagasin