Se alle Kias elbiler
Kia har en plan om at lancere 11 elbiler frem mod 2025, så der kommer til at være et stort udvalg, når den plan er realiseret.
Kia EV9 er det store, elektriske flagskib hos Kia, og bilen blev lanceret i 2023. En stor SUV med plads til hele familien, og bilen er spækket med udstyr og teknologi.
Der er tre sæderækker i bilen, og det giver plads til seks eller syv personer, afhængig af hvad man ønsker. Man kan endda vende anden sæderække, så man kan sidde overfor hinanden i bilen.
Kia EV9 har den nyeste lyssignatur, som kommer til at pryde andre kommende modeller fra Kia.
Kia Niro EV er efterfølgeren til den populære e-Niro, og selvom det er den svære to'er, så har Kia virkelig leveret en fantastisk elbil.
Kia Niro EV fås med et Long Range-batteri på 64,8 kWh, og den er med forhjulstræk og har 204 hk. Rækkevidden er op til 460 km.
Kia EV6 er den ypperste elbil fra Kia. Den er på alle måder bygget til fremtiden og blev kåret som Årets Bil i Europa i 2022.
Vælg mellem Standard Range-batteri på 58,1 kWh eller Long Range-batteri på 77,4 kWh. Standard Range har 170 hk, baghjulstræk (RWD) og kan køre op til 394 km på én opladning. Long Range fås med 229 hk, baghjulstræk (RWD) og en rækkevidde op til 528 km. Den fås også med firehjulstræk (AWD) og 325 hk, og her kan du køre op til 506 km.
Kia e-Soul blev lanceret i 2014, og den har et meget markant design og en rummelig kabine. Det er en SUV, og rækkevidden på den seneste model nåede helt op til 391 km.
Bilen kendes også som Kia Soul EV, og der er i Danmark ikke solgt mange eksemplarer. Lige i underkanten af 400 stk. findes der.
I dag er den udgået fra modelprogrammet som ny bil, og den findes derfor kun brugt.
Kia har en ambition om at nytænke sedan'en med deres elektriske Kia EV4. Hvis du ikke ønsker en SUV, bliver det her et rigtig godt alternativ.
Den bliver mindre end EV6, men trækker på de samme designlinjer, når man ser konceptbilen.
Kia EV5 ligner en god familiebil og er en mellemstor SUV. Det er en mindre udgave af EV9, og den minder meget om i designet.
I første omgang blev den lanceret i Kina, men det er nu fastlagt, at den også kommer til Europa.