DSC01681 2

Kia EV6 er helt igennem formfuldendt

BILGUIDEN - Vi elsker biler

Test og anmeldelse af Kia EV6

Kia EV6 er den første af syv helt nye elbiler på samme nye dedikerede platform som kommer på markedet inden 2026. EV6 har en skarp pris, et skarpt design og så er den proppet med udstyr. Samtidig kan den køre over 500 km på en opladning og kan via dens nye 800 volt system lades helt op på under en halv time! Kia EV6 er netop kommet til Danmark og er klar til prøveture - og anmelderne er generelt imponerede.

Se hele gennemgangen af den nye Kia EV6 i bilguiden.

Kia EV6 er den første elbil fra Kia på en helt ny platform som i øvrigt skal danne grobund for endnu flere elbiler fra Kia de kommende år. Og jeg kan lige så godt sige med det samme, at det her tegner utroligt godt for fremtiden.

EV6 deler som bekendt platform med Hyundai Ioniq 5. Mens Ioniq 5 har en akselafstand på ikke mindre end 3 meter, så er EV6’s ti cm kortere. Trods det er EV6 med sine knap 4,7 meter næsten 5 cm længere, og akselafstanden er stadig uhørt lang og næsten den samme som for eksempel en Volvo V90. Det giver både masser af plads i kabinen men også en helt anden køredynamik.

Bilguiden EV6 Interior

Interiøret i EV6 er minimalistisk og stilrent. Det store panel i instrumentbordet har en særlig overflade og er lavet af genbrugsplast. Foto: bilguiden

DSC01681 2

Kia EV6 er både bred og lang. Takket være den nye platform hvor alt det, der optager plads i en fossilbil, er væk, kan dimensionerne udnyttes maksimalt. Foto: bilguiden

To batterier - fire rækkevidder

EV6 fås med to batteristørrelser på 58 og 77 kWh kaldet Standard Range og Long Range. Standard range har baghjulstræk og en rækkevidde på 394 km. Long Range har baghjulstræk med 229 hk og en rækkevidde på 528 km. Du kan også få en Long Range Performance med firehjulstræk, 325 hk og et moment på 605Nm (0-100 km/t på 5,2 sek.). Her falder rækkevidden til 506 km. Sidstnævnte fås også som mere sportslig GT-Line med 20" alufælge og en rækkevidde på 484 km.

Bestseller spås at blive versionen med det store batteri og baghjulstræk som også har længst rækkevidde. Og det undrer ikke, da de 229 hk og 0-100 km/t på 7,3 sekunder vil tilfredsstille langt de fleste. Også selvom den bærer rundt på et batteri på 477 kg og har en totalvægt på knap to ton, så føles stadig utroligt letkørt.

DSC01711 2

Designet på bagenden af EV6 er en smagssag. Læg mærke til, at EV6 ligesom søsteren fra Hyundai (og for eksempel Tesla) ikke har en bagrude-visker. Foto: bilguiden

Masser af udstyr og sikkerhedsteknologi

Uden at skulle vælge ekstraudstyr får du som sædvanlig et højt udstyrsniveau hos Kia. For bare at nævne noget indebærer det 19” alufælge, klimaanlæg, parkeringssensor for og bag med bakkamera, varme i rattet og de to store 12” skærme i kabinen.

Sikkerheden har også fået et nøk opad på EV6, som nu holder dig mellem striberne på vejen – advarer og bremser bilen ved venstresving for modkørende og selvfølgelig træthedsregistrering, nødopkald og skiltegenkendelse.

Bilen har også standard mobilmodem og kan via Kias app Connect blandt andet fjernaflæse bilens batteriniveau, indstille ladetider og sætte den til at være driftsvarm hver morgen, når du skal af sted. Samtidig er en mere energieffektiv varmepumpe standardudstyr.

Du kan også tilvælge en Upgrade-pakke som for 35.000 kroner giver dig ekstra sikkerhedsudstyr som blindvinkelalarm og nødbremse ved krydsende trafik og mere komfort i kabinen.

En anden nyhed hos Kia og en del af en Assistent-pakke til 15.000 kroner er en fjernbetjent parkeringsassistent, hvor du med nøglen kan køre bilen frem og tilbage i en parkeringsbås. Med i pakken er også et velfungerende 360 graders kamera og blindvinkelkamera.  

Bilguiden EV6 Instrumentpanel

Tilkøber du Assistent-pakken vil du, når du blinker til højre eller venstre, få vist et kamera i instrumentpanelet med den blinde vinkel. Foto: bilguiden

Rummelig og god rækkevidde

EV6 er ikke nogen SUV men har stadig en frihøjde på knap 16 cm. I praksis føles det ikke meget anderledes end en almindelig hatchback, men udsynet er godt, indstigningen nem, og så byder kabinen på masser af plads.

EV 6 har et såkaldt frunk foran på 52 liter. Det reduceres dog til 20 liter ved versionen med firehjulstræk. Til gengæld får du et stort og rummeligt bagagerum på 510 liter.

Bilguiden EV6 Klima

Betjening af radio og navigation kan med et enkelt tryk ændres til at betjene klimaanlægget. De samme knapper har altså to funktioner. Foto: bilguiden

Bilguiden EV6 Bagagerum

Bagagerummet er ganske stort, selvom den skrånende bagende gør det knap så regulært som en stationcar. Du kan fjerne en bundplade og få lidt yderligere plads i højden. Foto: bilguiden

Bilguiden EV6 Bagsaede

Der er masser af plads til langbenede passagerer på bagsædet i Kia EV6. Foto: bilguiden

Ultrahurtig ladning og godkendt rækkevidde

Det store spørgsmål for en elbil er jo, hvor lang rækkevidden er med dit kørselsmønster. Har du hang til en tung speederfod og kører du meget på motorvej, eller kan du nøjes med 80 km/t på landevejen. Det har stor betydning for den reelle rækkevidde. Heldigvis er EV6 med over 500 km på en opladning også med helt fremme i feltet, når det kommer til både rækkevidde og ladetider.

EV6 kan lade med 800 volt, hvis du kan komme i nærheden af de såkaldte Ulfra Fast Chargers – også kaldet UFC-ladere eller superladere. Indtil videre er de placeret tæt på motorvejene og trafikerede hovedveje.

Vælger du en elbil, kommer du ikke uden om at investere i et ladeabonnement og kan du komme til det også en ladeboks i indkørslen.

Til sidst er det værd at nævne Kias 7 års fabriksgaranti (eller op til 150.000 km) som selvfølgelig også gælder for elbiler og batteriet på elbilen, hvor Kia garanterer minimum 70% af den oprindelige rækkevidde efter 7 år. 

Bilguiden EV6 Udstyr

Vælger du en Upgrade-pakke får du en udvidet Adaptiv fartpilot (Niveau 2) som selv kan skifte vejbane, når du blinker. Foto: bilguiden

Bilguiden EV6 Plads

Der er masser af aflægningsplads i EV6 takket være den nye platform som er både bred og helt flad i bunden. Foto: bilguiden

I denne video gennemgår Bilguiden Kia EV6 for nyheder, priser og udstyr.

ANMELDELSER

Det skriver anmelderne

Er du i tvivl om, hvor vidt den forrygende fede Kia EV6 elbil bør finde plads under din carport - så behøver du sådan set ikke at være det længere. Vi har nemlig samlet anmeldelser af bilen her. Bemærk at anmeldelser kan have forskellig dato, og at bilen kan være blevet opgraderet siden anmeldelsen.

 

  • "Kia's elbil er flot, billig - og kører vildt godt!"
    Der gives ikke score
  • "Den har et karakteristisk crossover-inspireret design og det er den første model der tager form efter Kias nye designfilosofi, som visualiserer mærkets skiftende fokus i retning af mere elektrificering."
    Der gives ikke score
  • "Navnet er EV6, og Kias nye elbil fremviser på en gang mærkets nye logo, mærkets nye navnepolitik og frem for alt første skridt ind i en verden fyldt med elbiler."
    Der gives ikke score
  • "KIA er blandt de førende på verdensplan, når det gælder elektrificerede biler."
    Der gives ikke score

Brugt Kia EV6? Find den her

Brugte biler

Læs nyheder om Kia i vores Bilmagasin

Se Bilmagasinet